Inspiration

Guide til den svære gæsteliste

7th februar 2016

Noget af det vigtigste til ens bryllupsfest er selvfølgelig gæsterne. Det er dem, der giver dagen indhold og mening, og med dem at I fejrer jeres kærlighed – det gælder selvfølgelig både familie og venner. Men at finde ud af lige præcis hvem der skal med, kan godt være en lidt svær øvelse. Så her er vores guide til den svære gæsteliste.

Gathering

Fotograf ukendt

Hvem inviterer man med?

Når man skal finde ud af hvem der skal med til sit bryllup, kan man godt blive overrasket over, hvor svært det kan være. Årsagen er formentlig, at der er følelser involveret og måske endda også forventninger fra andre til, om de bliver inviteret med.

Førhen var det ofte brudeparrets forældre, der økonomisk stod for brylluppet, og derfor var det også dem, der havde det sidste at skulle have sagt i forhold til gæstelisten. Men i dag er det mere almindeligt at brudeparret selv betaler for brylluppet og derfor jo også bestemmer, hvem der skal med til brylluppet. Uanset hvem der betaler, er det altid en god ide, at spørge jeres forældre til råds i forhold til gæstelisten, så der ikke kommer nogen (trælse) overraskelser, når man først har sendt invitationerne ud.

Hvad betyder mest for jer?

Det bedste man måske kan gøre, når man skal lægge sig fast på en gæsteliste, er sammen at diskutere hvilke parametre der betyder mest for jer som par. Her er et par forslag, som I kan tage op til diskussion og selv udvide med flere:

  • Vi inviterer kun dem med, som vi forestiller os stadig at se om 10 år
  • Vi inviterer alle med, som gerne vil med
  • Familie betyder mest
  • Venner betyder mest
  • Vi vil have et lige antal gæster med fra hver side
  • Når det kommer til grupper af venner, inviterer vi hele gruppen med
  • Vi inviterer børn med
  • Vi inviterer alle partnere med (kærester, ægtefæller)
  • Vi har kun råd til x antal gæster

Parametrene kan forhåbentlig også være med til, at I tidligt i planlægningen sætter de bedste rammer for jeres bryllup. Antallet af gæster er nemlig noget af det, der er mest bestemmende for hvordan jeres fest bliver. Hvis man fx kun inviterer 20-40 gæster, kan man nemt leje sig ind på en hyggelig restaurant, men hvis man gerne vil have mange med, er man nok nødt til at finde et større selskabslokale.

Sådan håndterer I bedst jeres gæsteliste

Der findes forskellige online værktøjer til at håndtere sin gæsteliste, fx hos Bryllupsklar.dk. Men det kan altså være lige så nemt bare at oprette et excelark i Word eller Google Drive. Fordelen ved Google Drive er, at dokumentet kan deles med andre, og I kan begge to sidde med dokumentet åbent og redigere samtidigt.

Når man laver sin gæsteliste, skal man gøre sig bevidst om hvilke “typer” af gæster, man vil invitere. Der kan nemlig være flere kategorier. Fx vil I måske gerne invitere flere med til en reception efter vielsen, end der er inviteret til middagen senere. Der kan det være godt at have forskellige kategorier af gæster i sit dokument, fx “receptionsgæster”, “middagsgæster” og måske også “overnattende gæster”, hvis der er mulighed for det. Derudover skal I selvfølgelig også finde en metode til at tydeliggøre, hvorvidt gæsterne har meldt tilbage i forhold til om de kommer med.

Skærmbillede 2016-02-07 kl. 10.45.10

Her er et eksempel på en gæsteliste, som er delt op i bruden og brudgommens familiemedlemmer i hver sin kolonne og en tredje kolonne med alle deres venner. Desuden er der en kolonne, som tydeligt angiver hvilke gæster, der overnatter. Den grønne farve viser hvem, der har sagt ja til at komme, og den røde farve indikerer, hvem der ikke kommer.

En ekstra fordel ved sådan et excelark er, at I efter festen kan tilføje en kolonne, der angiver hvad I har fået i gave af hvem, så der er godt styr på det, når I skal sende takkekort ud.

Så er der vist bare tilbage at sige held og lykke med det. Og del endelig dine tanker og spørgsmål omkring gæsteliste i kommentarfeltet herunder, hvis du vil have lidt råd og vejledning.

Invitationerne på det viste billede på forsiden er lavet af Carla Fahden fra Color Me Carla

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply