Jeg kalder det mit hjertebarn. Vestkysten er mit hjertebarn, fordi det er det sted i Danmark – måske i hele verden – der inspirerer mig mest. Stedet puster (bogstavelig talt) nyt liv og luft i mine drømme. Jeg får nye idéer og fornyet energi. Langstrakte strande, hvide klitter og lette grønne græsser. Skumklædte bølgetoppe, dybe skove med muld, mos og fyrretræer. Du finder det ikke smukkere end der.
Jeg faldt tilfældigvis over Nelli på nettet. Hun er grafisk designer og bor med sin mand Søren på en gård ved vestkysten. Jeg blev øjeblikkelig forelsket i og betaget af deres stille liv, der på gården. Jeg skrev til hende og vi udvekslede mange mails hen over vinteren. Vi har meget tilfælles, fandt vi ud af. Hun er ung og fuld af liv. Hun besidder en smuk naivitet, men har samtidig en “gammel sjæl”, som nogle måske ville sige. Hun har en visdom og ro, som jeg ikke før har mødt i så ung en kvinde. Hvis jeg var modedesigner, ville hun være min muse.
Historien med Nelli og Søren udfoldede sig langsomt i mit hoved – skabt ud fra deres personligheder, det sted de bor, Nellis brudekjole (som også var hendes mors). Det er fortællingen om et par, der langsomt vågner sammen. Står op og laver kaffe. Han sætter sig og skriver sine bryllupsløfter, mens hun går i skoven og plukker sin egen brudebuket af bregner. De hjælper hinanden i tøjet og går gennem skoven ud til havet. Her udveksler de ringe og bryllupsløfter. Løfter der skal holde en livstid. De er de to, alene, i klitterne. De nyder solen og en picnickurv på stranden. Læser og slapper af, inden de går ned til vandkanten og leger i solnedgangens skær.
Der er altid en historie at fortælle, der hvor tosomheden råder og naturen brøler. Så værsgo – her er min fortælling om Nelli og Søren.
No Comments