Bryllup

Caroline & Asbjørn: Cool bryllup med masser af personlighed

29th April 2017

Caroline og Asbjørn planlagde deres bryllup på 3,5 måned. Men når man ved hvad man kan godt li’ og mindre godt li’, er det faktisk slet ikke noget problem. Læs videre og bliv inspireret af deres “first look” shoot en uge inden brylluppet, smukke bryllupsborde og meget mere.


Skrevet af Camilla Swartz

Et DIY bryllup med masser af personlighed

Caroline og Asbjørn blev gift i en gammel industribygning, hvor Aarhus Valgmenighed holder til i dag, efterfulgt af en stående reception i ægte lounge stil, hvor der blev serveret lækker champagne og hjemmelavede biscotti’er til.

Den efterfølgende bryllupsfest blev holdt i Falling Forsamlinghus – et nyrenoveret forsamlingshus, der passede godt til festens stil. Lokationen faldt først på plads en måned før brylluppet, da deres første aftale desværre faldt igennem.

“Jeg er ret taknemmelig for, at jeg ikke er mere perfektionist end jeg er. Ellers kunne man sikkert godt være kørt helt op over at have så kort tid til at planlægge så stor en fest. Men tingene faldt heldigvis i hak hen af vejen og jeg er virkelig tilfreds med sådan som det blev” fortæller Caroline, da jeg sætter hende i stævne en eftermiddag for at høre om deres bryllup.

Caroline stod selv for at dekorere festbordene med eukalyptusblade købt i Billig Blomst, stofservietter revet af stofduge fra genbrug samt retro apotekerglas og lysestager fra Carolines mors gemmer. Der blev også serveret hjemmelavet snaps til festen, som Caroline og Asbjørn havde lavet få dage efter de blev forlovet.

“Vi valgte at have en tidlig vielse og allerede gå i gang med festindslagene tidligt om eftermiddagen. Det betød, at alt det ‘formelle’ allerede var slut ved halv elleve tiden om aftenen, og at vores gæster havde masser af energi til at feste og danse!” Og danset, det blev der. Først var Asbjørns bror på som DJ, der fyrede op under dansegulvet med lækre electro-swing toner, som alle generationer kunne danse til, og derefter tog den DJ, de havde hyret, over og spillede mere club-agtige toner, som de unge svedte til det meste af natten.

Bryllupstøj og genbrug

Caroline vidste, at det var vigtigt for hende at se godt ud på sin bryllupsdag, men samtidig synes hun også, at brudekjoler generelt er virkelig dyre. Caroline havde forelsket sig i en dyr brudekjole det ene sted, hun var ude at prøve brudekjoler. Heldet ville at Carolines søster kendte en, der var blevet gift i en kjole næsten magen til, som Caroline fik lov til at leje for 1.500 DKK. Et win-win scenarie for begge parter – og for miljøet!

I det hele taget endte bryllupstøjet med at være en billig post i bryllupsbudgettet for Caroline og Asbjørn. Asbjørns flotte jakkesæt i 100% uld fandt Caroline i en genbrugsbutik til 150 kr., og så fik de en skrædder til at sy det til, så det stod helt skarpt.

“Det lykkedes os at gøre vores bryllup ret billigt. Vi kunne godt have valgt en masse dyre ting, men det blev lidt en værdi for os at holde omkostningerne nede. Heldigvis faldt tingene på plads på en måde, hvor vi fik designet et bryllup, der var rigtig meget os uden at det kostede det helt vilde” fortæller Caroline.

“First look” shoot

En uge inden brylluppet mødtes Caroline og Asbjørn med deres fotograf, Christoffer Fryd, som er en god ven, for at få skudt deres bryllupsbilleder.

“Asbjørn og jeg har været til en del bryllupper sammen, så vi har tit talt om hvilke elementer, vi selv godt kunne tænke os til vores bryllup, når den tid kom. En af de ting vi rigtig gerne ville var at være sammen med vores gæster mest mulig på bryllupsdagen. Derfor foreslog Asbjørn, at vi fik taget vores bryllupsbilleder inden selve brylluppet.”

Til selve brylluppet fik Caroline hjælp til hår og makeup, men til shootet klarede hun den selv. Den fine hjemmelavede blomsterkrans havde hun lavet af eucalyptus og brudeslør.

Shootet var stemningsfyldt og personligt hele vejen igennem: “Det hele var meget afslappet. Det var så dejligt at få taget billeder, hvor vi plejer at hænge ud. Street Coffee på Vestergade og Marselisborg skoven har jo været en helt naturlig del af vores liv her i Aarhus, så det føltes bare rart at få taget bryllupsbilleder der.”

Dit bedste tip til bryllupsplanlægning

“Folk var super begejstrede for vores bryllup, hvilket selvfølgelig er vildt dejligt. Jeg tror, det handlede meget om de små detaljer, hvor vi havde været opmærksomme på at skabe en god fest for vores gæster. Fx at der stod kaffe fremme under hele festen, så folk selv kunne tage en kop, når de havde brug for det. Mit råd er derfor at lægge mærke til, hvad man selv godt kan lide som gæst, når man er til en stor fest, og så samle forsøge at implementere de ting i ens egen fest, så alle får en god oplevelse” slutter Caroline.

          

Leverandører

Fotograf: Christoffer Fryd og Kim Song Sternkopf (vielsen).
Skrædder: Strauss
Asbjørns sko: Zjoos
Carolines sko: Ellos
Lokation: Falling Forsamlingshus
Vielsesringe: C6 by Anne Cohen, købt og bestilt hos Guldsmed Bent Olsvig
Champagne til reception: Dansk vinlager, Flensburg
Videograf: Anders Wejse

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply