Et bryllup over to dage med madboder, sæbebobler, dansefest og hele moletjavsen. Sjældent har vi set så cool et brudepar, der skabte deres helt egen version af en bryllupsfest. Læs med og bliv inspireret af de mange, mange flotte billeder fra dagen!
Skrevet af Camilla Swartz.
Fotos af Pernille Holm Photography.
Festligheder over to dage
Lisbeth og Karsten overraskede alle, da de sendte bryllupsinvitationer ud uden at nogen vidste, at de skulle giftes. Hvis man som gæst var en del af den nærmeste familie og vennekreds blev man inviteret til to dages festligheder med overnatning og bryllupsmiddag serveret til frokost om søndagen. Alle andre gæster fik invitation til at deltage i vielsen og festlighederne hele lørdag frem til midnat, hvor en bus kørte alle mand tilbage til Aarhus.
Vielsen foregik i Skt. Pauls Kirke i den skønne aarhusianske bydel Frederiksbjerg. Alle bryllupsgæster, der ikke selv kom i bil, blev fragtet til Fjeldholmslejren, hvor bryllupsfesten blev afholdt, der ligger en times kørsel uden for Aarhus.
Bryllupsunderholdningen var også delt op i to dele, hvor vennernes underholdning blev afvikles lørdag, og den tætte familie og brudeparrets underholdning og taler fandt sted søndag under middagen. Ved at skære det over i to dele, blev det ikke så langstrukket som det nogle gange kan blive, hvilket gav mere tid til snak og hygge gæsterne i mellem.
Portrætbilleder i bæredygtige rammer
Lisbeth og Karsten gjorde sig begge to klar i deres lejlighed, inden de skulle have taget portrætbilleder. Lisbeth havde sin søster og veninde hos sig til at hjælpe med hår og make-up. Imens tog Karsten sig af deres lille søn Anker på halvandet år. Kl. 12 tog de videre for at få taget portrætbilleder inden vielsen.
Netop på grund af vejret, søgte Lisbeth og Karsten sammen med deres fotograf Pernille Holm ly i Dome of Visions, der er et bæredygtigt eksperimentelt byggeri, som ligger på Aarhus havn. Lyset var helt perfekt, og de naturlige materialer og planter skabte de perfekte rammer for portrætbillederne. Hermed et tip til andre, der skulle få brug for et tørt sted at tage billeder. Tjek deres åbningstider her.
Madboder og hygge
Efter vielsen, der foregik i Skt. Pauls Kirke på Frederiksbjerg i Aarhus kl. 15, kørte gæster uden bil i samlet trop med bus til Fjeldholmlejren på Djursland. Da gæsterne ankom var der linet madboder op udenfor med blandt andet ægte italienske pizzaer bagt i stenovn, hotdogs fra Frederiksbjerg Pølsevogn, salumi fra Italien, crepes med oksekødsfyld og selvfølgelig også de søde crepes med syltetøj eller nutella. På trods af det lidt ustadige vejr som bød på regn det meste af dagen, så skabte det udendørs indslag med madboder en afslappet og hyggelig stemning, hvor gæsterne selv kunne bestemme hvad slags mad de havde lyst til. I tidsrummet 17.30-20.00 spiste folk og lyttede til livemusik af Karsten og Lisbeths venner Levi Jensen fra Levi & The Jets, og Liv og Mads med step og kontrabas.
Indenfor var der dækket op med hvide duge, syltetøjsglas med blomster fra Lisbeths mors have, og pynten i loftet bestod af små glimmerstykker Lisbeth selv havde syet sammen. Alle gæster fik taget parbilleder af Lisbeths veninde op af et fantastisk glimmer-frynse-gardin. I det rum Lisbeth og Karsten skulle sove i, havde Karsten pyntet op med lir fra BazarVest. Det fandt festens børn hurtigt ud af, så de lavede det om til børnedisko 😉
Dansefest
Dagen derpå
Om søndagen var der morgenmad fra kl. 08-10.00, hvor brudeparret pakkede gaver op, imens der blev dækket op til endnu en fest. Deres forældre og søskende hjalp de tre serveringspiger, som de havde booket til at hjælpe hele weekenden. Kl. 11.00 var der bryllupsmiddag med marineret sild til forret, grillet lam til hovedret med salater forskelligt tilbehør til. Desserten var en gave fra Lisbeths italienaske ven Angelo, som er ansat i Pizza Propia på Jægergårdsgade i Aarhus. Angelo er uddannet konditor på Sicilien, så han diskede op med seks forskellige italienske desserter, man kunne vælge imellem.
“Jeg var virkelig, virkelig glad for at det hele ikke bare var overstået på én dag. Da vi vinkede farvel til det ene hold gæster lørdag aften, var jeg lykkelig for at vi havde en dag mere til at nyde det hele i”.
Brudekjole med 80’er lir og den sejeste kappe til
Lisbeth er uddannet tøjdesigner fra TEKO, og har blandt andet været i stald hos det utrolig cool danske brand MOONSPOON SALOON, der holder til i Los Angeles. Lisbeth har før designet brudekjoler for andre, så det var helt naturligt for hende at give sig i kast med at designe sin egen brudekjole. Og når man ser resultatet, er man ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg, for hun ville aldrig kunne have fundet en lige så unik og cool brudekjole i nogen brudekjolebutik herhjemme.
Brudekjolen er designet ud fra Lisbeths store kærlighed til flæser, lir og 80’erne. Den meget, meget seje kappe, hun havde over sig, er lavet af silke og Line Pawelczyk, der arbejder med kunst og tekstiler, har designet motivet.
Hvis du er vild med Lisbeths brudekjole og gerne selv vil have syet en unik, skræddersyet brudekjole, så tjek hendes hjemmeside ud her. Lisbeth står desuden også bag upcycling brandet PocketPocket Studio, der udelukkende designer tøj af genbrugsmaterialer.
Et par gode råd til andre
Leverandører
Brudekjole: Lisbeth Solsø
Kappe: Lisbeth Solsø og Line Pawelczyk
Blomsterkrans: Bang & Thy
Brudesko: & Other Stories
Smykker: Halskæde fra Handcraftedcph og øreringe fra Amoksmykker i Badstuegade
Jakkesæt: Selected
Vielsesringe: Begge vielsesringe er købt i Diamanten i Sct. Clemens Stræde i Aarhus. Lisbeth ring er vintage fra 70’erne.
Bryllupsmiddag: Fritøsen
Lokation: Fjeldholmlejren
Fotograf: Pernille Holm Photography
1 Comment
Sikke mange fine detaljer 🙂 Hvor er brudepigernes kjoler fra? De er virkelig cute!