Bryllup

Ann & Peter: Bryllup i strandkanten

17th december 2017

Kom til bryllup i strandkanten ved Kulhusekolonien, der emmede af fransk landidyl med et twist af den rå, vestjyske natur og lad dig inspirere af de mange originale detaljer, som brudeparret havde drysset ud over dagen.  

At finde de helt rigtige bryllupslokaler

Ann og Peter ville gerne skabe nogle hyggelige og nærværende rammer for deres gæster. Derfor var det vigtigt for dem at finde en lokation, som var afslappet og i naturlige omgivelser. De ville hellere at gæsterne havde en sjov dag, end at alle traditionens etiketter blev overholdt. Det var også vigtigt for dem at finde et sted, hvor alle kunne overnatte. Derfor faldt valget på Kulhusekolonien, der ligger placeret naturskønt med egen badestrand og udsigt over vandet i Frederikssund Kommune.

Kulhusekolonien blev i sin tid bygget med hensigt på at være et badehotel, så stedet rummer mange fine detaljer og patina fra tidens tand, som passede Ann og Peter rigtig godt.

Franske vine og delemad

En anden ting, der betød meget for Ann og Peter var maden og vinen. Parret kommer meget i Frankrig, hvor ??s forældre bor, så det føltes naturligt for dem at lade de franske druer sætter retningen for middagen. Efter at have touret Montepezat-de-Quercy, Cahors området i Sydfrankrig, havde de fundet fire natur og øko-vine. Dem gav de til Speciallandbruget Muld – en lille økologisk og selvforsynende gård ved Vipperød tæt på Holbæk – som fik frit spil til at sammensætte en middag, der passede til vinene. De eneste ønsker Ann og Peter havde, var at maden skulle serveres på delefade og at der skulle være mest vægt på grøntsager. Resultatet blev en menu med fem forretter og fem hovedretter samt en dessert, som efter sigende skulle have smagt helt fantastisk.

En visuel rød tråd

Ann er grafisk designer, så for hende var det vigtigt at brylluppet havde en visuel rød tråd. Som en del af bryllupsplanlægningen brugte hun derfor en del tid på at lave en visuel identitet til brylluppet. Her var der især fokus på den rå, vestjyske natur som Ann er vokset op med på Thyholm. Lyng, som man finder i klitterne ved vesterhavet, var den gennemgående blomst både på bordene og i Anns brudebuket. Derudover har Anns mor gået mange ture langs stranden på Thyholm og samlet østersskaller, som blev brugt til salt på bordene, og drivtømmer, som blev til uroer, der hængte i træerne udenfor.

Ann brugte desuden mange timer på at folde geometriske figurer, som hang på snore ned fra loftet i festlokalet og bidrog til en hyggelig atmosfære. I alle vinduer stod der vintage vaser, som Ann har samlet gennem flere år, og vaserne på bordene var patentglas samlet sammen gennem året op til brylluppet.

Bryllupsweekend med festivalstemning

Sammen med deres familier og to børn ankom Ann og Peter til Kulhusekolonien om fredagen, og gjorde sammen stedet klar til den store fest næste dag. Gæsterne ankom kl. 11.30 med vielse kl. 12.00 i vandkanten nedenfor huset. Efterfølgende blev der serveret bobler oppe ved huset. Egentlig havde de besluttet at udelade bryllupskage, og i stedet servere småkager til kaffen, men Peters søster og mand mente ikke, at de skulle snydes for en bryllupskage. Derfor kom de med en anderledes og smuk “bryllupskage” i form af en Morbier ost fragtet hele vejen fra Frankrig. Ann og Peter elsker oste, især fra den lokale ostemand i Caussade i Frankrig, så den faldt i meget god jord hos brudeparret.

Efter bobler og os stillede gæsterne deres medbragte telte op på græsplænen. Kl. 13.00 blev der serveret Croque Monsieur med grøn salat i haven. Det var stående buffet i haven. Derefter var der arrangeret løb med 8 poster. Holdene blev inddelt efter bordplanen, så de kunne nå at lære hinanden lidt at kende. Ann fortæller at imens trak de sig som brudepar lidt tilbage i 10 minutters tid, kyssede hinanden og lod dagen trænge ind. Sådan en stjernestund anbefaler vi alle brudepar at tage sig tid til.

Ellers forløb dagen med kaffe, hjemmebagte petitfour og havregrynskager kl. 15.00 efterfulgt af snacks og små retter kl. 16.00 med rosé til. Kl. 17.30 begyndte festmiddagen, og brudeparret dansede brudevals inden midnat. Til at skrue op for varmen på dansegulvet spillede nogle af brudgommens kammerater et dj-set med italodisco og der var tre forskellige drinks at tage for sig af i baren serveret i dispensere. Der blev serveret natmad omkring kl. 02.00, men festen forsatte. Dagen derpå serverede de morgenmad for alle kl. 09.30.

Alt i alt en bryllupsweekend spækket med gode oplevelser, som kostede dem ca. 80.000 kr.

Kærlighed og afslapning

Når Ann tænker tilbage på dagen, er det med en rigtig god følelse i kroppen. “Det bedste ved vores bryllup var at se alle vores venner og familie samlet ét sted, og at stemningen var præcis så afslappet, som vi havde håbet på. Vi blev overrasket over al den kærlighed, som dryssede ned over os hele dagen. Vi havde begge haft betænkeligheder ved at skulle være midtpunktet, men det var fantastisk at mærke alt den kærlighed, vi er omgivet af” fortæller hun.

Svært at pynte op på én dag

Ann og Peter største udfordring var at de skulle pynte alt op og gøre det hele klar på én dag, fortæller Ann. “Vi har to små børn på et og tre år, som ikke bare kan underholde sig selv. Så hurra for vores familier, der trådte til, for ellers havde vi nok skulle skrue en hel del ned for niveauet.” Ann og Peter skulle samtidig sørge for alt til dagen, så det gav på tider sved på panden at skulle jonglere bordplan, borde og stole, service, pynt, indkøb osv. “Jeg lærte på den hårde måde, at man altid skal benytte sig af Trustpilot, inden man begynder at investere sin tid i især serviceudlejningsfirmaer. Hold op, hvor har jeg spildt mange timer på opkald og emails!” fortæller Ann.

Et godt råd til andre…

“Nyd jeres store dag, for det går så hurtigt! Sørg for at alt er nøje planlagt ved fx at lave køreplaner til serveringspersonalet, så I kan give slip og være til stede på jeres store dag. Et andet godt råd til bruden er at købe et second outfit, som du kan danse i. Jeg havde købt en nederdel fra Birgitte Herskind og statement t-shirt fra Dreams + Dust og det fungerede rigtig godt” fortæller Ann.

                          

Leverandører

Mad – Muld

Lokation – Kulhusekolonien

Fotograf – kammerat Andreas Iversen

Brudekjole – Mr. Selfportrait

Brudesko – Alexandre Birman

Brudgoms jakkesæt – Whyred

Bryllupsringe – Veninde og guldsmed Sascha Steen

Blomster – De blev plukket aftenen forinden langs grøftekanter, og så havde Anns forældre fragtet masser af lyng med fra vestjylland.

Service – Ann regnede på leje vs køb, og endte med at købe alt service i IKEA. Dog kun ét vinglas til hver gæst for at bibeholde langbordsstemning. Vandglassene blev købt på loppemarkeder. I alt 100 forskellige vandglas, som gæsterne tog med fra bordet og brugte til drinks efterfølgende.

Servietter – Stofservietter klippet af 14 meter stof købt i  Stof & Stil. Efter klipning blev de vasket og strøget. De valgte at bibeholde de rå kanter for at tilføje et råt look til bordet.

Duge – Ubleget bomuld fra IKEA.

Hår og makeup stod Ann selv for.

Brudebuket og blomsterkrans stod Anns mor for.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply